AirPort-værktøj

Føje en trådløs klient til et 802.11n-netværk

Hvis du bruger en AirPort-base, der understøtter 802.11n, eller du bruger en Time Capsule, og netværket er beskyttet med en adgangskode vha. WPA Personal eller WPA/WPA2 Personal, kan du give trådløse klienter adgang til netværket, uden at de skal skrive adgangskoden til netværket.

Når du giver en klient adgang til netværket, lagres klientens navn og trådløse MAC-adresse (eller AirPort-id) på adgangskontrollisten i AirPort-værktøj, indtil du fjerner dem fra listen. Du kan også give adgang i 24 timer, hvorefter klienten ikke længere har adgang til netværket.

Når du giver en klient adgang til dit trådløse netværk, behøver klienten ikke at bruge netværksadgangskoden.

Du giver klienter adgang til netværket på følgende måde:

  1. Åbn AirPort-værktøj, der ligger i mappen Hjælpeprogrammer i mappen Programmer på en Mac og i Start > Alle programmer > AirPort på en Windows-computer.

  2. Vælg den enhed, du indstiller, og klik derefter på Manuel indstilling. Skriv om nødvendigt adgangskoden.

  3. Vælg Base > Tilføj trådløse klienter.

  4. Vælg, hvordan klienten skal have adgang til netværket:

    • Vælg PIN for at indtaste det tal på otte cifre, som den klient, der anmoder om netværksadgang, leverer.

    • Vælg “Første forsøg” for at give den næste klient, der forsøger at oprette forbindelse, adgang til netværket.

    • Vælg “Begræns klienters adgang til 24 timer”, hvis du kun vil give klienter adgang til netværket i et døgn. Hvis du ikke vælger denne mulighed, har klienten adgang til netværket, indtil du fjerner klientens navn fra listen.

Du fjerner klienten ved at klikke på AirPort på værktøjslinjen i AirPort-værktøj, klikke på Adgangskontrol, vælge navnet på klienten og derefter klikke på Slet (-). Du skal opdatere enheden, når du har fjernet en klient fra listen.